Hvad er en læringsbehovsanalyse (LBA), og hvorfor den er vigtig
Hvor mange gange har du ikke hørt om vigtigheden af uddannelse og udvikling, men ikke vidst, hvad det præcist indebærer? Men nok så vigtigt: Ved du, hvordan du måler effektiviteten af dit uddannelsesforløb, eller om der overhovedet findes måder til at måle dit forløbs effektivitet?
Den 19. marts 2023 E-læring
For at kunne udforme et effektivt uddannelsesforløb skal du, uanset om du udvikler et uddannelsesforløb til virksomheden eller planlægger et nyt kursus for dit team, vide, hvad dine elever skal lære, hvorfor de skal lære det, og hvordan de bedst lærer det. Heldigvis findes der en enkel metode kaldet læringsbehovsanalyse (LBA), der kan hjælpe dig med at klarlægge alle disse elementer.
Denne artikel vil se på, hvad en LBA er, og de vigtigste faktorer, du skal være opmærksom på, før du begynder at udforme et uddannelsesforløb.
Hvad er en læringsbehovsanalyse?
Med en LBA analyserer man systematisk forskellen mellem virksomhedens målsætninger og det, der præsteres. Når du forstår det, kan du beslutte, hvilken læringsløsning der bedst udligner denne forskel. En læringsbehovsanalyse hjælper dig med at se på eksisterende præstationsdata, beslutte, hvilken læringsløsning der passer bedst, opstille målsætninger og forberede dig til efterfølgende evaluering af projektet.
Hvorfor er læringsbehovsanalyser afgørende for at opbygge effektive uddannelsesforløb?
Løser problemet i første forsøg
Hastigt udformet uddannelse fører ofte til dårlige resultater. En LBA afdækker det virkelige problem, så du kan udforme en læringsløsning, der løser problemet.
Læring er en investering: Sørg for, at du får del i afkastet
At udforme en læringsløsning koster tid, penge og ressourcer. En omhyggelig analyse af problemet giver dig mulighed for at måle effektiviteten, hvilket betyder, at du bakkes op af målgruppen og andre aktører og kan bevise, at du har gjort et godt stykke arbejde.
Højtydende teams er gladere teams
Dybdegående læringsbehovsanalyse er ensbetydende med effektive uddannelsesforløb, der giver dine medarbejdere mulighed for at præstere deres ypperste.
Råd til rigtig analyse af dine læringsbehov
Skriv en problemformulering, og få alles accept
Vi ser alle forskelligt på problemer. Bestem dig for, hvorfor du vil lave en LBA. Er det til compliance-formål? Skal du udforme eller ændre en uddannelse? Eller skal der løses en uddannelsesmæssig problemstilling? Når du kender begrundelsen for at foretage LBA'en, vil det være lettere at afgøre, hvilke læringsområder der skal undersøges. Glem ikke at indsamle aktuelle data om præstationer og sammenligne dem med virksomhedsmålsætningerne. Så er det nemmere at opstille projektmålsætninger og evalueringsmarkører.
Uddannelse er ikke altid det rette svar
Tag f.eks. en opgave, hvor der kan vælges mellem 250 koder, og hvor teamet ofte bruger den forkerte kode. Her vil uddannelse næppe være en hjælp - hvem kan huske så mange koder? I dette tilfælde lyder en huskeseddel som den rigtige løsning.
Kend dine elever
Hvis du har besluttet dig for, at uddannelse er den rigtige løsning, så sørg for, at det passer til dine elever. Tag en snak med dem, og lav fokusgrupper, så du forstår, hvordan uddannelse kan gavne dem. Hvilke roller udfylder de? Hvorfor når de ikke målene? Hvilke sprog taler de? Har de tid til at sidde på skolebænken?
Sidste ord om læringsbehovsanalyser
Arbejdet med analyse af læringsbehov kan virke overvældende, især hvis du er under pres for at få det gjort hurtigt. Vi har lavet en 5-minutters guide til udførelse af en fantastisk læringsbehovsanalyse. Hvis du følger guiden, vil du vide, hvad du skal inkludere i din analyse, tips til at gøre det rigtigt og måder at overbevise din målgruppe om, at din løsning er den rigtige.
Den 19. marts 2023 E-læring
relaterede artikler